Stress

Stress

Stress er en udmattelse af vores nervesystem, og det er arveligt bestemt, hvor lang tid vi kan være i en stresstilstand. Der er to slags stress, en ydre stress og en indre. Den indre er tilknytningsrelateret. Det kan være svært at adskille, og det er vigtigt at kigge på, hvad vi kan regulere på.

Stress kommer af, at vi over længere tid får flere og flere belastningslag. Når stressen rammer, så er det svært at beslutte, planlægge, at have et overblik. Hukommelsen svigter, kreativitet udebliver og selvindsigten forsvinder.

Vi kan opleve, at vi dropper det, som faktisk ville være godt for os, fx venner, motion og søvn. Det vil sige, at vi pludselig ikke oplades. Vi prøver at kører videre med fuld drøn – uden at vi bliver opladt. Det kan lyde logisk, at det ikke er holdbart, men i stress tænker vi ikke rationelt.

Manglende selvindsigt eller følelsen af at føle sig svag kan gøre det svært for en stress-ramt selv at kontakte ledelsen. Der kan være meget skam i ikke at leve op til egne forventninger samt at tænke at man ikke lever op til kollegaers og ledelsens forventninger, derfor kan vi opleve, at vi selv eller kollegaer prøver at negligere stress-tilstanden.

Stress kan ramme alle.

Forebyggelse af stress med de seks guldkorn
Forskere på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er nået frem til, at der især er seks guldkorn, som er vigtige i forhold til undgåelse af stress.

De seks guldkorn er:

  • Indflydelse på eget arbejde – både rammerne for arbejdet og for indholdet
  • Meningsfuldhed i arbejdet
  • Forudsigelighed, altså at man føler sig informeret og inddraget i forhold til forandringer på arbejdet
  • Belønning, her tales både om ros og om løn
  • Social støtte og opbakning fra både kollegaer og fra ledelsen
  • Passende krav i arbejdet, balance mellem dels at magter sit job og dels ikke keder sig

Ud fra disse seks guldkorn skal vi altså være opmærksom på følgende i forhold til vores eget arbejde, vores tilstedeværelse på arbejdet, vores kollegaer og vores medarbejdere.

  • Uklare forventninger og krav
  • Manglende oplevelser af kompetence
  • Urealistiske mål
  • Uforudsigelighed
  • Ingen feedback
  • Værdikonflikt
  • Laver det forkerte
  • Manglende indflydelse og kontrol
  • Konflikter generelt
  • Arbejdsmængden og tidspres